logo

Der er stadig smukt i Danmark

Men et smukt Danmark er ikke nogen selvfølge. Både byerne og det åbne land undergår dramatiske forandringer i disse år, og umistelige kulturværdier vil gå tabt, hvis de ikke beskyttes.

I de sidste tiår er der bygget og renoveret mere i Danmark end nogensinde tidligere i historien - en udvikling der også har store omkostninger. Der er utallige eksempler på brutale og tankeløse nedrivninger og nyopførelser overalt i landet. For meget bygges og ombygges uden tilstrækkelig viden og omhu, og traditionelle materialer og metoder glemmes, og erstattes alt for tit af løsninger, der er langt mindre smukke, og som ofte viser sig at være både dyrere og dårligere på længere sigt.

Landsforeningen

Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur arbejder for bevaring af de arkitektonisk og kulturhistorisk værdifulde bygninger, landskaber og bymiljøer i Danmark. Vi arbejder for at der værnes om det værdifulde, vi allerede har, og for at nyt  integreres i det eksisterende med omtanke og kvalitet.

Landsforeningen samler både personlige medlemmer og mere end 100 lokale bevaringsforeninger over hele landet. Et stort antal medlemmer i hele Danmark er engagerede i det lokale arbejde for at fremme sagen. Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur er medlem af paraplyorganisationen Bygningskultur Danmark

Hvad vi gør

Vi følger og kommenterer udviklingen for landskabs- og bygningskulturen i medierne, i bladet by & land, og på denne webside.

Vi afholder kurser og rådgiver medlemmer og lokalforeninger f.eks. i forbindelse med lokalplaner, høringssvar og fredninger.

Vi fungerer som høringspartner ved udarbejdelsen af nye regler, både nationalt og på EU-niveau, og deltager i udvalg og arbejdsgrupper med myndigheder og lokale foreninger. Endelig er Landsforeningen tildelt retten til at rejse sager om bygningsfredning for Det Særlige Bygningssyn.

Hvad vi har opnået

Landsforeningen har siden 1990 været forslagsstiller til mere end 50 positivt gennemførte bygningsfredningssager. Vi har været med til at etablere Forum for Bygningskultur i 1995 – i dag Bygningskultur Danmark. Vi har haft indflydelse på lovgivningen vedrørende bygningsforbedringsudvalg. Vi deltager aktivt i revisionen af lovene om bygningsfredning, bevaring og planlægning. Endelig har vi haft indflydelse på oprettelsen af kulturmiljørådene og er aktiv i disse.

About The Danish National League for Built Heritage and Landscape

For information in English click here.